Det vigtige samarbejde

I vuggestuen Bøgen vægter vi forældresamarbejdet højt. Det er vigtigt at I som forældre og at vi som personale har et godt, konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden med det fælles ansvar det er at skabe et godt liv for barnet

Forældresamarbejde

Den daglige kontakt

Vi lægger stor vægt på en god daglig kontakt mellem jer og os, da vores samarbejde har stor betydning for barnets tryghed og trivsel i vuggestuen. Det betyder, at der er tid til både at modtage det enkelte barn og overlevere ved afhentning, med en fælles forventning om at både I som forældre og vi som personale orienterer hinanden om de oplevelser og erfaringer fra hjemmet eller institutionen, der kan have betydning for barnets dag og dets trivsel.

En åben og lydhør dialog

I hverdagen ønsker vi en konstruktiv dialog mellem forældre og personale, hvor der er åbenhed og lydhørhed overfor hinanden. Vi ønsker der skal være tydelighed omkring gensidige forventninger og tilbagemeldinger både i forhold til det der er godt, og det der er mindre godt. Det betyder også, at vi har en forventning om, at tvivlsspørgsmål, bekymringer el.lign. altid vil blive vendt med de personaler i Bøgen, den involverer, sådan at der skabes medvidenhed, og vi kan understøtte det fremtidige samarbejde bedst muligt.

Faglig og kompetent sparring

Vi vil også meget gerne bruges ift. vores viden og faglighed, når I har brug for at snakke om jeres barn og de ting I kan være optagede af, eller bekymrede for. Personalet har tavshedspligt med alt der vedrører børn og forældre.

I den styrkede læreplan kan der læses mere omkring forældresamarbejdet i forbindelse med barnets trivsel, udvikling og læring.