Bøgens handleplan til forebyggelse af overgreb mod børn
Helt overordnet følger vi Vejle Kommunes handleplan ”Forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn og unge”, hvis vi har en bekymring, tvivl eller begrundet mistanke om seksuelle overgreb på et barn
Som et supplement til Vejle Kommunes handleplan ”Forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn og unge” har vi i Bøgen udarbejdet en lokal handleplan til forebyggelse af overgreb mod børn som indeholder:
- Baggrund og formål med handleplanen
- Målgruppe for handleplanen
- Definition på overgreb
- Beskrivelse af børns seksualitet
- Normer og aftaler for hvordan vi er sammen med børnene i Bøgen
- Hvad vi konkret gør ved en eventuel mistanke om overgreb
Handleplan
-
Baggrund
Måden vi er sammen med hinanden på, er afgørende for barnets trivsel og udvikling, og som voksne er vi gode rollemodeller for de sociale spilleregler og den kultur vi gerne vil repræsentere.
Bøgen er kendetegnet ved en åben kultur hvor både forældre og eksterne samarbejdspartnere er velkomne.
Vi er opmærksomme på hinanden og reflekterer over både egen og kollegers praksis. I personalegruppen stiller vi spørgsmål til hinanden omkring vores pædagogiske praksis og de ting vi undrer os.vi behandler alle med respekt og ligeværd. Derfor er den pædagogiske tilgang i Bøgen at have fokus på børnenes ressourcer og sætte fokus på, hvad der må frem for hvad de ikke kan eller må. Det betyder også at vi i Bøgen ikke skælder ud eller siger nej.
Børn i vuggestuealderen har brug for tæt fysisk omsorg og nærhed i forhold til opfyldelsen af deres basale behov, og som sekundære omsorgspersoner er vi meget opmærksomme på den måde, vi er sammen med børnene på.
Med udgangspunkt i en nærværende og respektfuld relation med de enkelte børn har vi en italesat praksis, der prioriterer aktiviteter i mindre legegrupper og hvor grupperum og aktivitetsrum er synlige og tilgængelige for alle i institutionen. Det betyder også at en lille gruppe børn og en voksen fx kan gå i motorik, sanserummet eller værkstedet med henblik på at skabe fordybelse og nærvær. I Bøgen har vi tillid til hinanden, hvilket betyder at vi italesætter vores undringer med hinanden.
-
Formål med handleplanen
- At minimere risikoen for, at der sker overgreb i institutionen og for, at der rettes mistanke mod en ansat.
- At synliggøre retningslinjer og kendskab til hvem der har ansvar for hvad i hvilke situationer.
- At tydeliggøre de retningslinjer og overvejelser, der ligger bag den pædagogiske praksis, med henblik på at skabe en italesat og faglig bevidst kultur omkring overgreb.
- At sikre at alle ved hvordan de skal handle, når der opstår mistanke om overgreb mod et barn og dermed sikre, at alle mistanker om overgreb mod børn håndteres hurtigt, ensrettet og professionelt.
-
Målgruppe for handleplanen
- Ansatte, med henblik på at informere om gældende retningslinjer
- Forældre, med det formål at informere om retningslinjer og synliggøre de overvejelser der ligger bag den pædagogiske praksis ift. forebyggelse af overgreb mod børn.
- Eksterne samarbejdspartnere og øvrige voksne, der har deres gang i institutionen.
-
Definition på et seksuelt overgreb
Ordet overgreb omfatter både fysiske, psykiske og seksuelle overgreb, det at børn overværer vold mellem deres forældre, eller anden primær omsorgsgiver, sidestillies med de andre typer af overgreb overgreb. det at børn overværer vold, er dermed en ny form for overgreb. dette er lige så skadeligt for børn, som hvis volden var rettet mod barnet selv.
-
Børns seksualitet
- Den seksuelle udvikling er livslang – og starter i spædbarnsalderen
- Den seksuelle udvikling er en del af og går hånd i hånd med personlighedsudviklingen
- Udviklingen af barnlig seksualitet finder altid sted i børns specifikke relationer til de voksne, som tager sig af dem i deres opvækst.
- Børn kender ikke seksualitetens betydning, hverken hos den voksne eller hos sig selv
- Småbarnet er naturligt seksuelt nysgerrigt og sammenligner og engagerer sig i gensidig udforskning med andre børn.
- Børns seksualitet kan ikke sidestilles med voksenseksualitet
- Børns seksualitet er diffus, ustruktureret og usamlet og begynder først at ligne voksenseksualitet fra puberteten. Børns seksuelle udvikling | Vidensportal
-
Normer og aftaler for hvordan vi er sammen med børnene i Bøgen
- Børn skal selv vælge hvem de giver kram og har tæt kontakt med – og eksempelvis ikke presses til farvelknus.
- Vi har en generel opmærksomhed på at hjælpe barnet med bevidsthed omkring dets grænser, hvad er rart og hvad er ikke rart.
- I vuggestuen er vi sekundære voksne, derfor kysser vi ikke børnene, men giver i stedet knus.
- De voksnes påklædning skal signalere tryghed og ikke være udfordrende.
- De voksne i vuggestuen er tydelige omkring egne grænser.
- I vuggestuen benævnes kønsorganer som tissemand, tissekone og bryster.
- Respekt for og vejledning omkring skiftning af børnene.
- Vi skaber privatliv og har bevidsthed omkring den intime situation det er, for et barn at få skiftet ble.
- Vi sætter ord på hvad vi gør, når vi skifter børnene.
- Vi sætter ord på børnenes seksualitet på en beskrivende måde, der ikke gør barnet eller dets handling forkert.
- Vi tager ikke billeder af børn uden tøj på.
- Som påklædning har børnene altid som minimum en ble på, også ved vandleg.
- Der er lavet aftale om, hvem der må gå med børn i aktivitets- rummene i kælderen.
- Information ved introsamtale til nye medarbejdere omkring handleplan.
- Information og vejledning til nye medarbejdere på stuerne omkring barnets grænser og det at skifte ble på børnene.
- Vi skælder ikke børnene ud - vi sætter i stedet ord på barnets intentioner og handlinger, samt fokus på hvad barnet må frem for hvad barnet ikke må.
- Vi har en ordentlig og respektfuld kommunikation.
-
Hvad gør vi helt konkret ved en eventuel mistanke
Hvis en forælder eller en medarbejder i Bøgen har en bekymring, tvivl eller begrundet mistanke om et overgreb på et barn, er det vigtigt, at ledelsen altid som de første får information om dette – kontakt derfor: Leder Mary Anna Schnoor på tlf. 23461632 eller souschef Lis Jensen på tlf. 20831005
Herefter overtager ledelsen ansvaret for det videre forløb, herunder eventuel underretning og kontakt til Familierådgivningen.
Hvis du ikke kan komme i kontakt til enten leder eller souschef, kan du i stedet kontakte:Familierådgivningens modtagerteam på telefonnummer 76815120, eller skrive til deres mailadresse på fammo@vejle.dk.
I sager af denne karakter kan det belaste sagen og de implicerede personer, hvis vi handler overilet. I forhold til sagens videre forløb, og hensynet til både barnet, familien og den mistænkte, er det derfor helt afgørende at handleplanen følges nøje, og at der er Familie- og/eller Dagtilbudsafdelingen der tager kontakten til politiet og holder kontakten til pressen.
-
Strategi for implementering
Politikken præsenteres og gennemgås med bestyrelsen og lægges derefter på institutionens hjemmeside, hvilket annonceres til alle forældre i Bøgebladet. Politikken evalueres løbende på både personale- og bestyrelsesmøde.
Henvisning til relevante links og litteratur
Servicestyrelsen: ”Den professionelle tvivl”.Overgreb mod børn og unge | Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)
Handlevejledning ved mistanke om overgreb mod børn og unge - Vejle Kommune