Hygiejnepolitik
Et af Dagtilbuds arbejdsmiljømål er forebyggelse og nedbringelse af sygefravær, og da smittetrykket generelt er højt i en vuggestue, har vi derfor stor fokus på rengøring og håndhygiejne
-
Rengøring
Vi har i vuggestuen faste procedurer og retningslinjer for rengøring på stuerne, afspritning på badeværelser og vask af vasketøj. Retningslinjerne indgår som daglige rutiner, der er fordelt på bestemte medarbejdere. Retningslinjerne for rengøring bliver sammen med hygiejneprocedurer en gang årligt i november gennemgået på personalemøde af AMIR.
Derved sikrer vi, at retningslinjerne bliver opdateret og fulgt, og dermed har den tilsigtede effekt.Når vi har sygdomsperioder med opkast, diarre og øjenbetændelse, skærper vi rengøringen og vasker f.eks. legetøjet en ekstra gang for at bryde smittekæden. Desuden lufter vi ud efter hvert måltid, så der er gennemtræk i hele huset for derved at sikre et godt indeklima.
-
Håndhygejne hos personalet
Vi er i vuggestuen meget opmærksomme på at have en god håndhygiejne. Et af omdrejningspunkterne er en god håndvask efter f.eks. bleskift, næsepudsning, sortering af snavset vasketøj eller håndtering af affald. Der forefindes håndsprit i alle gruppe- og personalerum som et supplement til håndvask. Desuden anvender personalet altid handsker ved håndtering af afføring, opkast, betændelse og vasketøj.
-
Håndhygiejne hos børnene
Som voksne er vi rollemodeller for at skabe en god håndhygiejne blandt børnene. Derfor ser vi det som et pædagogisk tiltag, at vi sammen med børnene vasker hænder, efter de har været på legepladsen, og inden de skal spise.
Børnene kommer ud på badeværelset to ad gangen sammen med en voksen og står ved spejl og vaske i børnehøjde. Vi bruger god tid til at sæbe hænderne grundigt ind, skylle sæben af og tørre hænder i et papirhåndklæde. Efterfølgende putter børnene selv håndklædet i affaldsposen. Hele denne rutine er genkendelig og naturlig for børnene. -
Forebyggelse af smitteoverførsel mellem hjem og daginstitution
Som en del af det at forbygge smitte mellem hjem og daginstitution skal alle børn, forældre og personaler vaske hænder inden man kommer ind på stuen om morgenen, og vi anbefaler ligeledes at man vasker hænder, inden vuggestuen forlades.