Når børn bider

Omsorg

Børn, der bider, gør det ikke ud fra en dårlig intention eller for at skade andre, og de har brug for ligeså meget omsorg og støtte, som det barn der er blevet bidt.

Mentalisering 

Vi skælder ikke ud, men siger stop og fortæller, at det ikke er ok at bide, så barnet tydeligt fornemmer, at det ikke er acceptabelt at bide.

Små børn lærer af det, der foregår i nuet, og de får derfor ikke noget ud af bagudrettede samtaler eller forebyggende snak, om at man ikke må bide.

Vi arbejder i stedet i situationen med mentalisering, som handler om at møde barnets følelsesmæssige tilstand og dermed hjælpe det til at regulere sine følelser.

Det lille barn har stadig en umoden hjerne, og det har brug for en voksen, der kan spejle og regulere de følelsesmæssige tilstande eller ikke-mødte behov i barnet, der er årsagen til dets adfærd.

Udtryk for frustration

Når et barn bider, er det som nævnt ofte udtryk for frustration. Alt det man ikke kan, men gerne vil, når man er barn, kan give perioder med frustration og store følelsesmæssige reaktioner.

Det er energikrævende at udvikle sig i det hurtige tempo børn gør, og frustrationstærskelen er lavere, hvis man er presset.

Derfor er det også vigtigt at overveje, om der er ting i strukturen, fællesskabet, samspillet eller barnets dagligdag der presser børnene, eller gør dem usikre.

På øvebane

I vuggestuealderen er barnet i gang med at øve sine sociale kompetencer og erfare, hvordan man kan være sammen med andre på en god måde.

Det er derfor også vigtigt at hjælpe barnet ved at guide det til en hensigtsmæssig måde at kommunikere på.

Konkret handling

Hvis vi ser, et barn er på vej til at til at bide et andet barn, hjælper vi det med et mere hensigtsmæssigt initiativ ved at sige “Stop X” og roligt med både kropssprog og ord signalere “stop”. Vi prøver at aflæse situationen og intentionen, i de følelsesmæssige tilstande der er på spil, i det der sker mellem børnene. Vi kunne eks. sige “Vil du gerne lege med bilen X?”. Hvis X nikker, så siger vi eks. “Prøv at spørge Y, om du må låne den”. Har X sprog og kan spørge selv, vil barnet formentlig prøve på det, ellers må vi hjælpe det og spørge på dets vegne. Hvis Y ikke vil låne bilen ud, hjælper og guider vi X til at se mulighederne i en anden bil. Vi benævner hvad vi ser, og forsøger at ramme og spejle den følelsesmæssige tilstand, som er på spil i barnet.

Ønsket adfærd

Vi bekræfter også den ønskede adfærd med et smil, og på den måde anerkender vi barnet og dets følelser, samtidig med at vi anviser og guider til en mere hensigtsmæssig adfærd.

Denne måde at reagere og møde børnene på kendetegner helt generelt den pædagogiske praksis i Bøgen.

Den gentages derfor mange gange i forskellige situationer i løbet af dagen, og barnet vil på den måde støt blive bedre til at regulere sine følelser og impulser, og det vil efterhånden lære at håndtere konflikten selv og løse den på en god måde.

Det handler om at udvikle sociale kompetencer og færdselsregler i fællesskabet og kan derfor også kun læres i fællesskabet. Det hjælper ikke at isolere barnet, da det ikke bidrager til nye færdigheder og udvikling, det handler derimod om med udgangspunkt i fællesskabet at skabe et pædagogisk miljø, der tager hånd om både de børn der bider, og dem der bliver bidt.

2. års-alderen

Fra 2 års alderen og opefter udvikler børn gradvist empati og indlevelse i andre. Men de kan stadig ikke den neurologiske modenhed og bevidsthed, der gør at de kan overskue konsekvenser af egne handlinger, og at det fx. gør ondt på andre at blive bidt. Det at udvikle empati, det understøttes ved, at de voksne i første omgang sætter ord på, møder og spejler barnets egne følelsesmæssige tilstande og derefter spejler og sætter ord på det andet barns følelser og intention. Fx “Se, X? Y græder og bliver ked af det, når du bider hende. Se Ulla trøster hende” eller “Se Y, X bliver glad for, at du låner hende bilen”. Børnene vil her føle sig set, hørt og mødt, og deres følelser er blevet spejlet og anerkendt, og samtidig får de både oplysninger og vigtige erfaringer om sig selv og hinanden, der kan lære dem at identificere, hvordan andre reagerer på deres initiativer.

Børn, der bider, kommer ofte ind i en ond cirkel med negativ opmærksomhed, så det er vigtigt at huske at give god og positiv opmærksomhed og bevare den gode stemning. Vi laver små legegrupper og udnytter muligheder for positiv kontakt og fælles fokus på det, der fanger barnets interesse.

Børn kan godt reagere forskelligt hjemme og i institutionen. Bid er ikke udtryk for en hensigtsmæssig adfærd, og det vil vi, med afsæt i det vi her har beskrevet, udtrykke i samværet med børnene.

Vi vil også altid fortælle forældrene, hvis deres barn er blevet bidt og situationen omkring det, men vi fortæller ikke, hvem der har bidt.

Er der et barn, der i en periode bider meget, vil vi naturligvis tale med forældrene omkring det og hjælpe hinanden med at finde ud af, hvordan vi sammen kan forstå og støtte barnet i en mere hensigtsmæssig adfærd.